Hit drog da parser fra Indien og gebrer fra Persien for å be. For disse fromme var Mitra den samme som før, gud over alle, evig som solen og den evige ild. Et helligere sted end dette hadde ingen mennesker. Muhammedanerne de opkomlinger hadde bare Medina å reise til og i Medina var bare en grav; men her var levende ild, et slags sol i jorden, Gud. Allerede lang vei borte, ved det første syn av det hvite tempel kastet pilgrimene sig ned på jorden og gjennembævedes og de nærmet sig ydmygt med mange nedkastelser templet. Fattige og arme var disse mennesker blit, opkomlingerne hadde vævet seg til herre i deres folk og hadde trykket dem selv ind i en avkrok av deres land; men i sine hjærter hadde de den mægtige trøst at det var dem og ingen anden som trodde ret og rigtigt på Gud. De muhammedanske kalifer og sjaher av Persien forfulgte dem hårdt når de var på veien til sit hvite tempel; men så stor var deres tro at de heller iførte sig opkomlingernes urene dragt og reiste forklædt end de opgav sin farefulde reise til Baku.
Og når de kom til templet var det små celler og boliger rundt omkring i dette velsignede hus som de kunde være i. Og i hver celle brændte en liten naftaflamme, en liten sol som aldrig gik ut. Og her lå de gebrer og parser på sit ansigt og var borte fra verden.
Men så trængte Amerika ind på dette sted og brølte. Et år da pilgrimene kom fandt de en petroleumsfabrik opført like ved helligdommen. Alle de små sole i cellerne var slukt, alle gasstrømme ledet ind i fabriken.
Da forlot de gebrer og parser litt efterhvert stedet. Opkomlingerne fra østen hadde fægtet med dem, men opkomlingerne fra Vesten beseiret dem. Og de trak sig slagne tilbake til sin avkrok i landet. Deres helligdom ved Baku er nu bare et sagn. Men den levende ild vilde være dem hellige sålænge som til den siste av disse troende er død. For de er ildtilbedere."
- Knut Hamsun, I Æventyrland.
